Mel. Der var en Tid da jeg var meget lille
- 1. Vers
- Det gamle Hus hvor engang jeg var hjemme;
- du staar endnu mit kære Barndomshjem,
- hvor første Gang jeg hørte Moders Stemme
- Og Faders Røst, det gaar mig ej af Glem.
|
- 9. Vers
- Paa Møllen Anton tjente gode Penge,
- en vakker Fyr, nej han var ikke slap,
- han lystig var som alle raske Drenge;
- mod Far og Moer var han aldrig knap.
|
- 2. Vers
- Et Æbletræ i Haven er tilbage,
- halvtresindstyve Aar er gaaet hen
- fra jeg som tiaarsdreng i Barnedage
- opsamled´ Frugter fra min gode Ven.
|
- 10. Vers
- Vor Broder Karl paa Toftegaarden tjente
- mit Legetøj han laved´ fingernem;
- mig syvaarsdreng han ogsaa maatte hente,
- jeg skulle hen at vogte Køer for dem.
|
- 3. Vers
- En Vindebrønd ved Engen var dernede,
- nu er den borte, sunket selv i Grus,
- og foran Huset alle Havens Bede
- forlængst nu hører til et andet Hus.
|
- 11. Vers
- Marie minder meget om vor Moder
- og ogsaa hun har faaet hendes Navn.
- Hun fik i Arv af alle Livets Goder:
- fra lille af at kunne gøre Gavn.
|
- 4. Vers
- Og godt jeg husker Moder stod og vinked´
- i Døren med de trende Trappetrin,
- saa var der ingenting for mig der sinked´
- i Huset let til Fods jeg traadte ind.
|
- 12. Vers
- Nu Emma ogsaa her skal kærligt mindes,
- hun fryded´ sig over Livet skønt.
- Ej hendes Sjæl paa Jorden mere findes
- vær Emmas Minde mig dog altid grønt.
|
- 5. Vers
- Om Helligdagen naar jeg hugged´ Brænde;
- til Stuens Vindu´ Far han rokked´ hen,
- ved Moers Hjælp han gerne ville kende,
- til hun fik sat ham i hans Stol igen.
|
- 13. Vers
- Her i November Maaneds korte Dage,
- paa Rim jeg tolked´ Hjem og Søskendflok,
- af syv vi nu kun fire er tilbage,
- tag vel mod Gaven Anton! det er nok.
|
- 6. Vers
- Ved Vintertid saa var der travlt i Stuen
- naar Rokken gik og Karterne blev brugt.
- Om Aftenen med Lys fra Arnebuen
- fortalte Moer Historie saa smukt.
|
- 14. Vers
- Den sidste Gang jeg var i Stuen hjemme,
- da mærked jeg at Uhret ikke »sang«,
- det var mig kært fra da jeg kunne nemme
- og havde alt for mig en dejlig Klang.
|
- 7. Vers
- Men fejed´ Stormen over Danmarks Strande,
- urolig blev hun; det var ikke sært,
- for Herman sejled´ paa de dybe Vande
- og dette navn hun havde jo saa kært.
|
- 15. Vers
- Jeg skulle ind at hente mine Bøger,
- med dem i Tasken og i Skole gaa,
- da mine Øjne hen til Uhret søger;
- det stille var og gaaet helt istaa.
|
- 8. Vers
- Naar Anna kom det lyste for dem begge,
- for hende stoled´ de saa sikkert paa,
- da kunne intet deres Modgang skrække,
- naar de af hende Hjælpen kunne faa.
|
- 16. Vers
- Den Klokke slog derhjemme mange Gange:
- brug Tiden vel i Dagene der gaa,
- for engang stanse vil de glade Klange
- og kun skal Evigheden forestaa.
|
- I Sjællands dybe Gem
-
ved Tudeaaens Strømme,
-
der er et yndigt Hjem,
-
det ligger der i Mark og Vang
-
i Læ af Bøgelunden
-
og nok ved værd en Sang.
|
- Fra Møllebakkens Top
-
saa smukt et Syn man finder,
-
gaa selv paa Højen op,
-
med Udsigt ned til Møllehus,
-
hen over Mark og Enge
-
op over Graners Sus.
|
- En Slægt i svunden Tid
-
her rejste Fædrehjemmet
-
med Virksomhed og Flid,
-
paa Banken hist ved Kirkens Fod
-
nu hviler deres Bene;
-
men Bromme Mølle stod.
|
- Sig Aaen langsomt snor
-
forbi ved Bromme Mølle
-
hvor Nøkkerosen gror,
-
og Folk de passer deres Dont
-
mens Hjul og Remme larmer
-
og Kværnen den gaar rundt.
|
- En Efterfølger kom
-
med Ungdoms friske Kræfter,
-
det syntes alle om
-
en Morgenmand der gerne saa
-
at Dagens Daad blev øvet
-
og godt det skulle gaa.
|
- For Manden og hans Hjem,
-
for Børn og Ægtemage
-
kald disse Strofer frem;
-
vor Fædrejord og Fædrearv
-
til Danmarks Gavn maa værnes,
-
og til vor egen Tarv.
|
- Ej Høsten den er Gold
-
paa Danmarks Bromme Mølle,
-
den øges Fold for Fold.
-
Nu breder sig om Hjemmets Dør
-
en stor og dejlig Have,
-
alt hvad de planted før.
|
|
-
Hvide Hus paa Bakketop,
-
Trappegavl med Skyen op,
-
Salmesangen lyder inde,
-
Kirken med de grønne Linde.
|
-
Ankerfast som Troen selv,
-
staar Du under Himmelhvælv,
-
gammel Vej til gammelt Minde,
-
Kirken med de grønne Linde.
|
-
Stille, stille gaa derind,
-
sæt Dig trygt med Barnesind,
-
søger kun, saa vil Du finde,
-
Kirken med de grønne Linde.
|
-
Hver en Kvæld og Morgengry,
-
lad det lyde over By,
-
Klokkeklang naar Sol oprinde,
-
Kirken med de grønne Linde.
|
-
Træt og mødig var den Fod,
-
som ved Alterbordet stod,
-
du gav, Fred i Sjæl og Sinde,
-
Kirken med de grønne Linde.
|
-
Ring fra Taarnet højt mod Sky,
-
Klokke lyd fra Kirkeby,
-
over Mulde Solen skinne,
-
Kirken med de grønne Linde.
|
-
Søndagsgæster var her før,
-
slumrer udenfor Din Dør,
-
nu for Dem vi Kranse binde,
-
Kirken med de grønne Linde.
|
-
Duv for Vinden grønne Linde,
-
følg Du med Din Duft mig ind,
-
Dig jeg glemmer ingensinde,
-
Kirken med de grønne Linde
|
-
Livet farer hastigt hen,
-
kommer ej paa Jord igen,
-
kan vi gode Tanker vinde,
-
Kirken med de grønne Linde.
|
|
- Hvorfor ringer Klokkerne saa længe,
- førend vi til Maalet vinder frem,
- efter Livets Prøvedage strenge
- finder Vejen til vort fælles Hjem?
|
- Tit i Dagens Strømme Ordet glemtes,
- Hverdagsværkets Vej var ofte lang.
- Dog, paa Hviledagen atter stemtes
- Bønnens Magt ved Malmens dybe Klang.
|
- Trygt ved Moders Haand den lille ledtes
- ind til Kirkens store Solhvervsfest.
- Præstens Tale ud i Rummet bredtes
- undrende om Julens høje Gæst.
|
- Glad i Sind jeg hører Kirkens Stemme.
- Teksten dér udlægges ret for mig:
- mindes grant de samme Ord derhjemme,
- sandt og godt der de lærte mig.
|
- Skolens Tag var godt, og Skolens Mester
- lærte os at elske Lovens Bud.
- Ind i Barnesindets Dyb sig fæster
- Lærebogens Ord om Livets Gud.
|
- Derfor, naar jeg følges med de andre:
- dem, der færdes over Kirkegrus,
- naar vi ind ad Tempeldøren vandre,
- er jeg hjemme i min Faders Hus
|
