Guldbrylluppet, som jeg var til for nogen tid siden nede i Nyraad. Gud hvor jeg morede mig der. Jeg dansede flere turestykker: en med skrædderen, en med skomageren og to med den lille pukkelryggede smed, det lille svin. Han snørede mig fandme avet om, så det ene lår kom ind under det andet. Det var da godt jeg fik det ud igen, ellers havde jeg kanske aldrig nogensinde kommet til at gå mer, men jeg havde aldrig troet musikken ku have sådan en magt over den menneskelige sjæl, som den havde over mine gamle ben.
Men det var ligegodt en dejlig fest, det ved gud. Der var bare en fejler ved den og ved I, hvad det var? Der var guldbrudegommen, han var død. Det vil sige på en måde så var han med for han hang på væggen bag ryggen af konen, mens vi fik mad; men det lignede ikke. Men det var ligegodt pænt af svigersønnen at lave sådan et gilde for sin svigermor, og sikken en masse foræringer hun fik. Hun fik 7 tepotter, 8 kaffekander, brødbakker, platmanager og peberbøsser og saltkar. Ja der var rigtignok rørt op til hende med den store slev.
Så fik de også nogen konditorkager med hendes og mandens navn i hvidt sukker i slyngbogstaver op og ned af kagen. Og så fik de også sådan nogen, der var fuldt med sådan nogen boldsukker og chokolader og når man drog i hver sin ende, så knaldede de. Der var fandme sådan et knalderi under bordet, så jeg har ikke været med til noget lignende i mange år. Jeg glemmer aldrig om eftermiddagen, der stod jeg oppe på gården. Da havde svigersønnen …[tekst mangler]
Og sikke dejlige røde fuchsiaer, de havde på vognene alle sammen. Og de bæster, de slog satme kaprifolier op på væggen så det var en hel fornøjelse at se på og så om aftenen blev der brændt et stort fyrværkeri af, hvor hundrede af kadetter sprangs i luften. Og inden alle de mange mennesker kørte hjem om aftenen så fik vi kaffe med kreosot til. Så kan I nok selv forstå, hvordan det var arrangeret. Jeg be’r så tit om aftenen, når jeg lægger mine gamle trætte ben ned, at gud gives til gudsens du bare kunne opleve det dejlige store øjeblik at holde guldbryllup og se alle dine venner samlet omkring dig, men der er jo ikke meget håb for mig for nu er jeg jo fyldt de seksogtresindstyve år, så jeg er jo jernfri et helt par gange og så har jeg jo også den store søn, som I nok ved. Ham skulle jeg jo bare aldrig have haft. Jeg kan jo aldrig tænke mig at holde guldbryllup, det siger jeg nu. For jeg kan jo lige så godt sige, hvordan det hænger sammen. Jeg har aldrig haft nogen bestemt far til ham.
Monologen stammer fra en optagelse på lakplade med Marie. Pladen findes ikke mere, idet den knækkede. Alligevel er det lykkedes at lave en overspilning til en CD. Tak til Per Hindborg Jensen.
Det kunne være spændende om nogen havde andre sangtekster, som Marie har sunget.
[ Forrige emne | Marie | Næste emne ]