Auchland, den 24. September 1904.

Kære Fader.

Siden jeg sidst skrev, er vi kommen fra Tasmanien over til New Zealand. Vi havde bare 14 Dages Rejse fra Hobart til Auchland, som ligger paa den nordligste af de to Øer, hvoraf Ny Zealand bestaar.  Byen var tidligere Regeringens Sæde den gamle Parlamentsbygning bygget af Træ, staar endnu. Indbyggerne paa Sydøen gjorde imidlertid Vrøvl, Vejen op her var dem for lang, saa man enedes om at vælge en af Byerne paa den sydlige Ø til Parlamentsby. Jeg haaber, du har modtaget det Brev, jeg skrev fra Hobart, og at det har truffet eder Alle derhjemme ved Helsen. Her ombord gaar Livet i sin gamle Gænge uden mange Afvexlinger. I Hobart rømte vor Stewart og en af Lærlingene. Det var ikke noget Tab for Skibet. Stewarten var en meget daarlig Kok. Hvad Drengen angaar, da maa jeg sige, at han var en af de mest storsmilende unge Fyre, jeg nogensinde har været sammen med. Det er bare kedeligt for hans Fader, som betalte højt Depositum til Rederiet for at faa ham ombord som Lærling. Dette Depositum gaar nemlig i Rederiet Lomme, dersom Gutten løber bort. En af Matroserne passede saa Kogningen paa Rejsen over, og han havde 2 Skillings mere om Dagen end sin sædvanlige Hyre. Da han fik udbetalt dette »Overskud«, da vi ankom hertil, tog han sit gode Tøj (hvoraf han for resten havde yderst lidet) og gik ombord i en Skonnertbrig, som sejler i Kystfart her. Vi har nu faaet en anden Stewart, en Dansker, som hører hjemme i Sundby, og som jeg har været Skibskammeret med ombord i Sunddamperen »Hveen« for fem Aar siden. Han var ombord i en firmastet Bark paa Rejse fra Australien til St. Frangises ? og led Skibbrud paa en af Sydhavsøerne, hvorfra han kom med Damper hertil. Han er en dygtig ung Fyr. Mens jeg skriver om Danskeren, kan jeg omtale, at her er flere af dem med ombord i Kystskibene og som Arbejdere paa Kajen. Her er ogsaa flere danske Nybygder inde i Landet, som er meget frugtbart. Ligesom der i Nordamerika er reserveret de oprindelige Indbyggere, Indianerne, Territorium, hvor de alene raader, - saaledes har Maorierne her i Landet ogsaa deres Friland. Jeg har haft Lejlighed til at se adskillige af de Indfødte, velbyggede kønne Mennesker de fleste af dem. De er ikke meget mørkere end Sydevropæerne. Kvinderne ere tatoverede rundt Mund og Hage saasnart de indgaa Ægteskab. Museet her, som jeg har besøgt, er fuldt af Maoriernes Vaaben, Redskaber og udskaarne Huse og Baade.

     Vi har losset vor Last af tasmansk Træ og har begyndt at tage Kauri-Gummi ind for Ny York. Det er let Last, saa vi vil ikke blive ladet helt til Plimsollsmærket, hvilket igen betyder mindre Vand paa Dækket. Det vil blive i Sommertiden, naar vi skal gaa rundt Cape Horn, men kold og bitter Vinter, naar vi kommer til Fristaterne.

     Nu Farvel for denne Gang, Fader. Jeg skal skrive endnu et Brev, inden vi gaa herfra. Jeg sender min bedste Hilsen til Anna og Lavrits og deres Drenge, og beder dig hilsen de andre »Drenge« og »Tøsene« ogsaa. Først og sidst hilses du fra din Søn

Herman.

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]