Stratford, den 8^de Juni 1935

Kære Søster Anna.

Tak for dit Brev af 16^de April og for Avisudklip og Fotografier. Det glæder mig at vide, at I har det godt derhjemme.

     Jeg burde have svaret paa dit Brev for længe siden, men mine daglige Rapporter tager næsten al min Skrivelyst i Ugens Løb. Naar saa Lørdag Eftermiddag kommer, og Vejret ellers tillader det, er der Haven at tage sig af. Som du ved, har vi et ret stort Stykke Havejord (mest med Græs paa), som skal holde i Orden. I dette Foraar har Erik været for optaget af sit Skolearbejde til at kunne afse nogen Tid til Græsslaaning. Han er ret haardt spændt for baade med Examenslæsning og Kontorarbejde ved Universitet, om det saa er i morgen, Søndag, skal han derop paa Arbejde. Saa jeg triller rundt med Slaamaskinen i ledige Stunder, - og dem er der ikke ret mange af.  Paa Grund af de daarlige Tider er vi faa til at gøre Arbejdet, der hvor jeg er ansat, saa Arbejdstiden er længere nu og Betalingen mindre I dag (Lørdag Eftermiddag) skylregner det, saa der bliver intet af Havearbejde men mere af lange Græsstraa.

     Vi har et Nøddetræ i Haven (japanesisk Valnød). Sidste Efteraar saaede jeg en Del Nødder fra dette Træ, men Egernet har nu paa Foraaret gravet dem op saa godt som alle. Frækt, synes jeg. Især i Betragtning af, at hvad Nødder jeg saaede, var kun, hvad han havde levnet af sidste Aars Høst paa Træet. Jordbær har vi ogsaa i vor Have, men vi skal staa tidlig op for at faa dem, inden Rødkjælkene har gjort sig til gode med dem. Min Kone har set for nylig, hvorledes Rødkjælken tog sine knapt flyvefærdige Unger lige til Madstedet (Jordbærbedet) og madede dem med Bær. Naa, det er jo alt sammen ingenting; vi misunder saamænd hverken Egern eller Fugle, at de tager for sig af Retterne, men naar først de aarlige Sværme af japanesiske Biller kommer, saa er det en Skam at se, hvordan de ødelægger Blade og Blomster. Disse forbistrede Biller, som kun kom her til Landet med nogle Planter eller Jord fra Japan for faa Aar siden, har nu bredt sig i de østlige Stater og udbreder sig mere og mere for hvert Aar, alle Karantæneforholdsregler til trods. De er værre end Oldenborer, som jo kun kommer i større Mængder hjemme i Danmark med flere Aars Mellemrum. Her er en Oldenborre ret sjælden,  og om Sværme af dem er der slet ikke Tale.

     Ja, Plager har man nok af; men der er jo heldigvis ogsaa fornøjelige Ting iblandt. Som nu Kolibrierne, de nydelige Smaafugle, som er rundt her hver Sommer, enkelte endda fra ret tidligt paa Foraaret. Det er morsomt at se dem svirre omkring Blomsterne for Blomsterhonningen Skyld. Der er Fuglereder hvert Aar i vore Pæretræer, men man se dem først rigtig, naar Løvet er faldet om Efteraaret. Naturligvis har vi ogsaa Fuglekasser rundt omkring i Træerne. Der er en særlig stor Kasse til to Familier. Det var nu uheldigt, at den blev at op. Dels har den staaet til leje i aarevis uden at nogen flyttede ind, og dels har den givet Anledning til forstyrret Morgensøvn. Den Tømmermand Hr. Spætte har den Vane at ville henlede Opmærksomheden paa sig i Parringstiden, og han gør det ved at banke med Næb paa Ting af Træ, som har god Resonansbund, - Spaantage, Kasser og lignende. Han kan rigtignok lave Støj. Jeg ved ikke, om du nogensiden har hørt Lyden fra en elektrisk Nittemaskine i Virksomhed ved et Skibsværft. Spættens Hamren paa den tomme Fuglekasse er noget lignende, og han vælger gerne de tidlige Morgentimer – særlig om Søndagen synes jeg – til denne Klaptræsmusik.

     Af anden Modgang maa jeg melde, at vore gode Venner og Naboer, Familien Branson, flytter fra Stratford til Devon i Pennsylvania i Slutningen af denne Maaned, og det er rigtig kedeligt. Vi vil savne dem og deres to Smaapiger; men mødes og skilles er jo Verdens Gang.

     Det er underligt nok som Forholdene kan flaske sig. Her har nu denne amerikanske Familie været vore nærmeste Venner, medens en dansk Familie her i Stratford, som vi tidligere kom en Del sammen med, er helt gledet ud af vor Bekendtskabskreds, skønt vi ikke er Uvenner. Manden ser jeg hver Morgen ved Jernbanestationen, vi gaar til Byen med samme Tog men i hver sin Vogn; hvis vi træffer at glo i Retning af hinanden, saa hilser vi høfligt og tales ved nu og da; men det er det hele. Hans Kone har jeg ikke set i et Par Aar, saa vidt jeg mindes. De har deres Venner og vi har vore. De bor saa langt fra os som fra dit Hus til Vedskølle nye Skole, men ovre i en anden Gade – i dobbelt Forstand. De har to Børn, en Datter på 18 Aar, som bliver færdig med Højskolen i denne Maaned, og en Søn, som er 16 Aar, og som har et Aars Skolegang igen. Drengen taler jeg ofte med om Eftermiddagen, naar jeg kommer hjem fra Byen med samme Sporvogn som Skolebørnene kører med fra Haddon Height (omtrent 1½ dansk Mil herfra), hvor han og Søsteren gaar i Skole. Erik gik i Skole sammen med dem her i Stratford. Senere tog han jo til Collingwood Højskole, som er længere herfra, men bliver betragtet som den bedre Skole. Naar Børn ikke længer gaar i samme Skole, saa ender gerne Kammeratskabet. Men nu Drengen, Jens Holm hedder han, - jeg kom bort fra, hvad jeg ville skrive om ham. Da han kom hertil med Forældrene kunde hverken han eller Søsteren tale engelsk, og Legen med de andre Børn gik derfor ikke saa godt. Da var han kun en lille Knold paa vel omtrent 5 Aar, og han kom ofte til mig i Haven og sagde: ”Hr. Hemmingsen, lad os tale Dansk.” Nu tror jeg ikke han kan eller vil tale sine Forældres Sprog mere. Muligvis taler de ogsaa kun Engelsk nu i hans Hjem, - jeg ved et ikke. Naar han og jeg taler sammen i Sporvognen er det paa Engelsk. Han er interesseret i Skibe og skal være Skibsbygger. Han har nylig bygget sig en Sejlbaad, som han var glad ved at vise mig en Dag, da vi kom fra Sporvognen. Jeg fulgte med om i Gaden, hvor han bor og saa Baaden. Den var bygget ude i Garagen, og jeg gik ikke ind i Huset. Der var vist for resten ingen hjemme.

     Ja, saadan gaar det i et fremmed Land. Her i vor egen lille Familie er Talen jo naturligvis dansk. Erik er ikke besværet af nogen Undseelse ved at lade nogen høre, at han og vi bruger dette Hjemmesprog. Paa samme Tid er der ingen Tvivl om, at han tænker og føler som en Amerikaner.

     Fra Begyndelsen var jeg ofte ked af, at det ikke var muligt at give ham ligesom Part i dansk Overlevering. En ringe Del har han nok faaet ved dansk Læsning og antagelig ogsaa en Smule ved den daglige Omgang med os danske Forældre; men som sagt, han er Amerikaner. Det kan ikke være anderledes, og bør vist heller ikke være det.

     Du, Anna, har i hvert Fald ingen Bryderier i den Retning. Dine Børn og Børnebørn vokser i den hjemlige Jord.

     Min Kone trives godt under amerikanske Forhold. Saa længe hendes Moder levede, var det et Savn, at skulle være saa langt borte fra Danmark, men det var et Savn, der mindre angik Landet end Personen. Hvis hun kom til Danmark, tror jeg hun vilde længes tilbage hertil. Nu er hun, som naturligt er,  interesseret i Drengens Fremgang i Studier og i hans Omgangskreds ved Universitetet (hvor der jo ogsaa er Studiner)., Nu da hun er kommet noget over sin Moders Død, er det haardt for hende at skulle miste vore gode Naboer. Da hun først hørte, at de skulde flytte fra Stratford, var hun helt nedtrykt, og endnu siger hun ofte, at vi vil komme til at savne dem og Børnene. Men det er nu engang den Slags Stød, Verden giver.

     Efter Avisudklippene at dømme skal der rigtig laves om paa Landskabet ved Skillingskroen. Det er næsten Synd. Der var aldrig noget storslaaet ved den flade Egn her, men de faa Huse, der var hørte i hvert Fald hjemme paa Stedet. Skal der nu laves alt det, Aviserne taler om, er jeg bange for, at hele Tegningen bliver ødelagt. Er der i øvrigt Trang til saadant Hokuspokus uden paa Landet i disse fattige Tider, eller er Tiderne saa meget bedre i Danmark end i de fleste andre Lande?

     Her er der Uro lige for Tiden paa Grund af Højesteretsbeslutningen angaaende Genrejsnings Lovgivningen, som Roosevelt havde bygget op. Der var lavet Regler for alt indenfor Forretningsverdenen, Agerbruget, Banker osv, og saa kommer Højesteret til den Overbevisning, at det hele er forfatningsstridigt, og saa ramler det alt sammen. En hel Del Arbejdsgivere har dog erklæret at ville overholde Reglerne for Løn og Arbejdstid. Andre har derimod ikke været sene med at forlænge Tiden og formindske lønnen, og Resultatet har været Strejker.

     Ja, det regner saamænd endnu, og Aftenavisen lover Regn for i morgen ogsaa. Det var jo en køn Udsigt for min Græsslaaning og andet Havearbejde, som maaske kommer til at vente endnu en Uge.

     Vil du hilse slægt og Venner mange Gange fra os her.

Du og Lavrits hilses paa det bedste fra min Kone og Erik

Og fra din hengivne Broder

Herman

[ Forrige brev | Oversigt  | Næste brev ]